
|
Dagens Ord - BIBELLAND - Andagter
9. juni
|
|
 Bed og få

Matt.21,22: ”Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis I tror.”
Situationen er den, at disciplene undrer sig over et figentræ, som på Jesu befaling går ud med det samme. Jesus giver en forklaring og underviser dem om troens hemmelighed. Det er mod slutningen af denne undervisning andagtsordet lyder: ”Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis I tror.
Det er jo lige før, løftet kan få det til at svimle for én. Løftet er jo så enkelt, ligetil og stort. Den eneste betingelse er troen, som han så tit efterlyser hos disciplene.
Jesus må have ment det, for ellers havde han sagt noget andet, men tværtimod så ruller han hele løftet ud for disciplenes fødder og dermed også vore fødder. Et kæmpeløfte, som vi ikke må møde med vantro og mistro, men tage til os som en gave.
Vi må simpelthen regne med det, for når Mesteren over liv og død, tager så store ord i sin mund, så må vi tage dem til efterretning og sige tak oveni. Vi må læse, som der står, så vil Gud i himlen give os det, som der står i sin time.
Så vil vi da samle vore tanker om dette store løfte og sende en bøn mod himlen.
Bøn:
Herre, dit løfte er så stort,
at jeg kun kan rumme det med troens blik.
Herre, så giv du mig den dyrebare tro,
så jeg tør tro dig for store ting.
Herre, du kender det alt sammen,
du kender mine ønsker og behov.
Grib du ind, så jeg ser,
at det var din hånd, der gjorde det.
Herre, jeg stoler på dit løfte
og vil meditere over det
i dagene, der kommer.
Jeg forventer din indgriben
direkte fra oven, dig til ære og pris.
Herre, rens mig, så jeg ikke med mit liv
hindrer dig i at gribe ind.
Amen. 






|